Artikler

Sort Sol ved Ribe: hvornår og hvor du ser stæreflokkene

Sort Sol kan opleves i marsken omkring Ribe og i Tøndermarsken hvert forår og efterår, i timen omkring solnedgang. I efteråret topper fænomenet først i september og i begyndelsen af oktober – så har du ikke set det endnu i år, er det nu, du skal af sted.

Hvornår kan man se Sort Sol?

  • Efterår: september og oktober – flest stære først i september og i begyndelsen af oktober
  • Forår: marts og april
  • På dagen: i timen omkring solnedgang, lige før stærene går til ro i rørskovene

Kom ud 30–45 minutter før solnedgang, så du kan finde en god plads og følge flokkene i det skiftende lys. Rolige aftener giver ofte de smukkeste formationer, mens blæst kan flytte flokkene. Tag varmt, vindtæt tøj på – det bliver hurtigt koldt i marsken, når solen er væk.

Hvor ved Ribe?

Vest for Ribe ved Kammerslusen, hvor Ribe Å løber ud i Vadehavet, samles op mod 100.000 stære sidst på dagen fra midten af august, ifølge Dansk Ornitologisk Forening. Den største scene er Tøndermarsken langs Vidåen og rørskovene mellem Tønder og Rudbøl.

Bliv på vejene og hold afstand til rørskovene. Det er dér, fuglene skal overnatte, og de har brug for ro.

Hvorfor danser stærene?

Om dagen søger stærene føde i de fugtige græsmarker i marsken, hvor de æder store mængder stankelbens- og gåsebillelarver. Når solen går ned, samles de i kæmpeflokke, inden de dykker ned i tagrørene for natten – i enkelte tilfælde op mod en million fugle.

De bølgende formationer menes at beskytte mod rovfugle. Jo tættere og mere uforudsigelig flokken bevæger sig, jo sværere er det for en falk at udvælge en enkelt stær.

Sort Sol som fotokunst

Sort Sol er et af de sværeste motiver at fange. Flokkene skifter form på få sekunder, lyset forsvinder hurtigt, og mange aftener kommer stærene slet ikke dér, hvor man håber. Derfor er de gange, hvor det lykkes, noget særligt.

Mit værk Sort Sol viser tusindvis af stære, der danser over himlen i solopgangens glød. Det fås som panorama i 120 × 70, 140 × 80 og 160 × 90 cm. Flere motiver hvor vejret har hovedrollen finder du under Vejr og årstider, og billeder fra byen og marsken under Ribe.

Kan du ikke nå det i år, er næste chance i marts og april. Og vil du se fotografierne i fuld størrelse, er du velkommen i galleriet i Dagmarsgade 9 i Ribe – åbent hver lørdag kl. 11–15.

← Alle artikler

Skrevet af: roed

19/09/2026