Hele uge 42 kan du opleve mine Dark Sky-fotografier som en digital udstilling rundt i Ribe. Billederne vises på Vejenboden ved Quedens Gård og på den store skærm, der står på vej ind i byen – som en del af DUNKEL, hvor Vadehavskysten sætter mørket og nattehimlen på programmet.
Tid og sted
- Mandag den 12. til søndag den 18. oktober 2026 (uge 42)
- Vejenboden ved Quedens Gård, Ribe
- Den store skærm på vej ind i Ribe
Nattehimlen over Vadehavet
Mit arbejde tager udgangspunkt i Vadehavet og naturen lige uden for døren her i Ribe. Jeg vender tit tilbage til det samme sted mange gange, fordi lyset og vejret aldrig er helt det samme – og en del af arbejdet foregår længe efter, at solen er gået ned.
Når øjnene har vænnet sig til mørket, træder stjernerne frem, og på de klare nætter kan man se Mælkevejen hen over marsken. For mig handler Dark Sky ikke kun om fraværet af kunstigt lys. Det handler om at opleve landskabet på en helt anden måde, end vi kender det om dagen.
Se billederne i Galleri Vadehavet
Vil du se fotografierne i fuld størrelse og som print, har galleriet på Dagmarsgade 9 åbent torsdag den 15. og lørdag den 17. oktober kl. 11–15. Læs om udstillingen i galleriet.

Den digitale udstilling er sponsoreret af Ribe Kunstmuseum, Museum Vest og Fonden Gamle Sønderho.

